Titel: Trumps handelskrig: Hvorledes påvirker det renten på boliglån?
Indhold: Trump har skabt kaos på de finansielle markeder med hans voldsomme og uforudsigelige toldudmeldinger på ‘Liberation Day’ den 4. april og i ugerne efter.
Dette kaos har både sendt de danske realkreditrenter op og ned, mens boligpriserne sandsynligvis endnu ikke er blevet påvirket.
Men de effekter, handelskrigen har på dansk økonomi, er alligevel dårligt nyt for boligmarkedet.
De store linjer på boligmarkedet tegnes grundlæggende af tre ting:
Befolkningens boligpræferencer og flyttemønstre; renteudviklingen; og boligkøbernes økonomi nu og i fremtiden.
Det er dog kun de to sidste, der påvirkes af den økonomiske usikkerhed skabt af Trump. Renteudviklingen har indtil nu sendt os blandede signaler. Fra ‘Liberation Day’ og til skrivende stund lige før påskedagene er renterne på flekslånene faldet, mens de fastforrentede lånrenter er steget.
Usikkerheden på de finansielle markeder er i øjeblikket så stor, at vi sagtens kan se nye og måske modsatrettede ændringer i den kommende tid.
Bevægelserne har dog indtil nu været begrænsede og vil i sig selv ikke betyde det store for boligpriserne. Men når renterne på fastforrentede lån går op, flytter udsigterne til, at 4-procentlånet lukker og 3,5-procentlånet bliver toneangivende, længere væk.
Som boligkøber kreditgodkendes man ud fra renten på det toneangivende fastforrentede lån, uanset om man vælger et variabelt forrentet lån. Når den faste rente så er steget, og 3,5-procentlånet dermed er rykket længere væk, kommer der modvind fra denne kant til boligpriserne.
Handelskrigen vil desuden betyde lavere økonomisk vækst, for den stiller store barrierer op for handlen med varer på tværs af kloden.
Verdenshandelsorganisationen, WTO, har netop revideret sit skøn for væksten i den globale handel fra knap 3 procent vækst i år til et fald på 0,2 procent pga. handelskrigen.
Stigende global handel har gennem mange år været en vigtig drivkraft bag den økonomiske vækst, og det bliver nu markant mindre pga. handelskrigen. Dertil kommer, at USA står over for en kraftig svækkelse af økonomien, og måske endda recession.
Som verdens største økonomi smitter dette også af på dansk økonomi ud over de direkte effekter af mindre handel mellem Danmark og USA.
Vi står ikke overfor en truende recession i Danmark, men overfor lavere økonomisk vækst og stigende usikkerhed om økonomien.
Det er entydigt negativt for boligmarkedet, og det samme er formuetabet pga. uroen på de finansielle markeder, da det kan gøre købere mere tilbageholdende.
Effekterne på boligpriserne vil ikke komme pludseligt og vil sandsynligvis ikke være voldsomme. Dansk økonomi er fortsat robust, og derfor betyder det nok ikke, at boligpriserne vil falde.
Men det lægger som minimum en dæmper på de fremtidige stigninger, også selvom renterne skulle falde mere endnu.
Så uanset om man måske får lidt lavere rente på sit variabelt forrentede realkreditlån, er handelskrigen også skidt for boligmarkedet.
Denne kommentar er skrevet af Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker. Euroinvestor bringer i debatformatet ‘Pengetanken’ alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her: