Skal Danmark deltage i EU’s fælles gæld?
Mange unge par opdager det på den hårde måde, når de går ind på boligmarkedet. Man kan tale nok så meget om tosomheden og det fælles ansvar. Men det er først, når man har gæld sammen, at man for alvor er kastet ind i et skæbnefællesskab. At man i mange år frem er bundet til hinanden – ligegyldigt hvad der sker med forholdet.
Sådan er det også med EU-landene. Når man optager gæld i fællesskab, hæfter man pludselig for noget, som går langt ud over de løbende indskud til den fælles kasse. Man er afhængig af de andres betalingsevne i mange år frem. Men også af de valg, som politikere træffer i andre lande om fem, ti og tyve år. Det er en tillidsøvelse, der ikke skal tages let på.
Optagelse af fælles EU-gæld er lige nu blandt de helt varme emner i Europa. Senest har Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, foreslået ny EU-gæld på 150 milliarder euro eller 1.100 milliarder kroner i forbindelse med den oprustning, som Europa skal have gennemført på rekordtid.
Statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede i december for udstedelsen af fælles gæld efter i 2019 at have kaldt tanken for »fuldstændig gak«.
»Hvis Europa bliver ved med at sakke bagud på stort set alle parametre, så kommer Europa til at forsvinde fra sin position,« argumenterede Mette Frederiksen for tre måneder siden – før vi vidste, at USAs præsident Trump havde tænkt sig at kaste Ukraine og partnerskabet med de europæiske lande under bussen.
Dette dilemma om fælles gæld har skabt en spændende debat i Europa. En ny analyse fra Tænketanken EUROPA sætter fokus på, at det ikke er en magisk løsning på alle problemer. For gæld er gæld. Og der skal betales både renter og afdrag på EUs gæld.
Masser af gæld allerede
Nu tænker du måske, at vi slet ikke er gået i gang med noget fælles endnu. Men faktisk har vi rigeligt af slagsen. Det begyndte i det små under finanskrisen, men i coronatiden eksploderede den fælles gæld. Det blev blandt andet brugt til at understøtte de svage landes lønkompensationsordninger. Og så kom den store genopretningsfond, hvor lande blandt andet kan få tilskud og lån på favorable vilkår til at gennemføre investeringer mod at opfylde løfter om reformer.
Dertil kommer, at ideen om den fælles coronagæld blev undfanget i en tid, hvor centralbankerne fortalte os, at de negative renter ville blive ved i al evighed. Nu betaler EU omkring tre procent i rente for at låne penge i ti år. Det har givet en uventet belastning af EUs budget – ligesom det er en stor byrde i de mest forgældede lande.
Fra 2019 til 2024 er EUs gæld vokset fra 55 til 578 milliarder euro eller 4.300 milliarder kroner. Og i EUs kommende budgetperiode fra 2028 til 2033 skal der så også betales af på gælden oven i renterne.
Analysen fra Tænketanken EUROPA viser, at EU i 2034 skal bruge 157 milliarder kroner på renter og afdrag. Det vil æde mellem hver ottende og hver femte euro, som EU får i kassen. Det svarer som minimum til, hvad EU bruger på det indre marked, innovation og digitalisering – eller præcis de punkter, der skal bidrage til at gøre EU mere konkurrencedygtig.
Riget fattes penge
Enten skal EU bruge færre midler på andre ting, eller også skal man finde en måde at få flere penge i kassen til at betale den stigende gældsbyrde. For EU kan ikke køre med underskud. Indtægter og udgifter skal være lige store.
»Friske penge« dækker over, at EU skal have flere egne indtægter uafhængigt af bidrag fra medlemslandene. Altså en eller anden form for skatteudskrivning, som eksempelvis kan være baseret på udledning af CO2 eller andre mere indirekte skatter.
Men en skat er en skat og en byrde på enten forbrugerne eller erhvervslivet, hvilket ikke lige er det, som europæisk økonomi skriger på.
Derfor er der ikke rigtig sket noget, selvom der er kommet mange forslag. EU har også muligheden for delvist at skyde problemerne ud i fremtiden ved at »rulle« gælden, altså optage ny gæld til at betale afdrag på eksisterende gæld.
Men spørgsmålet forsvinder ikke. Der venter også en kæmpe regning forude for Ukraine. Desuden vil det kommende budget blive et gigantisk slagsmål. EU får 72 procent af sine indtægter fra bidrag baseret på landenes økonomi, og Tyskland er den markant største bidragsyder og leverede i 2023 14 procent af de samlede bidrag.
Men tysk økonomi er slet ikke vokset i denne budgetperiode, samtidig med at man i Berlin nu står over for massive investeringer i infrastruktur og militær for at indhente alt det, som man ikke har gjort i tidligere år. Den tyske bidragskasse er med andre ord helt tom. Tysk erhvervsliv er ramt af store strukturelle problemer.
De økonomiske vindere er de nye medlemslande mod øst og landene omkring Middelhavet. Polens økonomi er indtil videre vokset med 15 procent, Rumæniens med ti og Grækenlands med ni procent.
Det er præcis dem, der traditionelt er de store modtagere af EU-midler. Der skal altså vendes op og ned på det hele. Budgetprocessen bliver skudt i gang under det danske formandskab til efteråret. Det bliver ikke kønt.
Mere vækst giver flere indtægter
Men det er samtidig også her, at der er en mulig ny kilde til indtægter for EU. Og derfor er de mange andre tiltag, som Ursula von der Leyen er ved at rulle ud, så vigtige.
For en gennemførelse af von der Leyens plan om massiv deregulering og afbureaukratisering vil gøre europæisk økonomi mere vækstdygtig og skabe flere arbejdspladser. Det samme gælder planen om at udvide EUs omfangsrige netværk af frihandelsaftaler, der vil skabe nye markeder for europæiske varer og tjenester.
Det er også en af årsagerne til, at Mette Frederiksen bør have en alvorlig snak med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. For Macron er mere bange for franske landmænd end for Ruslands præsident, Vladimir Putin, og forsøger derfor fortsat at blokere for en stor frihandelsaftale med de sydamerikanske lande.
Hvis man vil mere fælles EU-gæld, er man også nødt til at æde nogle af de skovsnegle, der skal give større økonomiske og finansielle muskler.
Diskussionen om fælles gæld skal derfor gå hånd i hånd med krav om flere reformer i medlemslandene og fokus på, at de mest forgældede lande får mere styr på deres egne statsfinanser.
Afskaffelsen af store bededag herhjemme ser lige nu langt mere begavet ud, end den gjorde for to år siden, men det er vand sammenlignet med de enorme pensionsreformer, som især Frankrig er nødt til at gennemføre. Europæerne skal til at arbejde mere. Mere effektivt. Mere digitalt. Og mere globalt.
Den fælles gæld giver muligheder for at reagere hurtigt og for at undgå, at en nødvendig bølge af oprustning og investeringer giver en debat i enkelte lande om den finanspolitiske holdbarhed. Men det kræver altså også, at man øger sine finansielle og økonomiske muskler.
Derfor kan fælles gæld ikke ses isoleret fra alle de andre reformer, som kommer fra Bruxelles, og som de enkelte medlemslande også er ansvarlige for.
For selvom erhvervsminister Morten Bødskov (S) elsker at skyde skylden på EU, er det især ham og dem omkring ham, der gennem en længere årrække har presset et særligt dansk lag af velment administrativt helvede ned over danske virksomheder. Ligesom de tyske myndigheder er ansvarlige for, at man fortsat skal have en fax eller et frimærke, hvis man skal drive virksomhed syd for grænsen.
Det er sådan set dette, der er Mette Frederiksens bundne opgave, når hun om mindre end fire måneder bliver direktør for det hele. Mindre snak. Mere handling. Og så at den fælles gæld ikke bliver klattet væk på diverse nationale kæledyr som brintrør og CO2-indfangning.
Og så kan man håbe på, at Den Europæiske Centralbank har fået så meget styr på inflationen, at renten kan sættes ned. For akkurat som for en dansk boligejer er lavere renter noget, der luner i ethvert statsbudget. Også for EU.
Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør.
